Det hospital som ligger længst væk fra den ghanesiske hovedstad, Accra, er Tumu distriktshospital. Selvom hospitalet er placeret langt ude, små 3 timers kørsel fra den nærmeste asfaltvej, er der dog stadig mange, som bor endnu længere ude. Derfor er der tilknyttet 6 subklinikker til hospitalet. En af disse subklinikker ligger i Kulfuo, ca. 35 km fra Tumu.

Min kæreste og jeg er udsendte med IMCC Uland, som samarbejder med sundhedsadministrationen i Tumu. Gennem vores subdistriktsarbejde i Kulfuo har vi bl.a. lært lidt praktisk pædagogik gennem de seneste par uger.

Når man af de støvede veje kommer ind i Kulfuo landsby, skal man til venstre ved det klinisk hvidmalede Kulfuo subklinik skilt, igennem lågen til pigtrådshegnet, der omgiver klinikken for til sidst at parkere i den eneste skyggeplads under mangotræet. I øjeblikket er temperaturen på omkring fyrre grader, og da der ikke er noget elektricitet, er der hverken fan eller koldt vand. Efter den nye solfanger blev installeret oppe på taget, har den fået lov at blive og udføre sit primære formål, at køle vaccinerne, istedet for at blive stjålet, som den forrige, der stod ved siden af huset.

Velkomsten fra personalet er ligeså varm som vejret, og vi fornemmer hurtigt den lune ghanesiske humor, som er en forudsætning for ikke at køre træt i deres fuldtidsjob. For det er bogstavelig talt, hvad det er. Personalet, som består af tre sundhedsmedhjælpere og en midwife (jordemoder), bor nemlig alle lige ved siden af klinikken. Derfor er de også ekstra trætte idag. Der kom nemlig en gravid kvinde igår aftes og skulle føde, og en fødsel kræver alle fires hjælp. Eksempelvis går der en hel mands arbejde på at holde lommelygten, da der på trods af de nye lamper, ikke er strøm i klinikken. Personalet er dog godt tilfredse. Det er nemlig kun én måned siden, at de fik én af distriktets tre jordmødre. Det betyder at de rent faktisk kan tilbyde kvalificeret fødselshjælp, hvilket er en absolut mangelvare i Nordghana.

Helen, som jordemoderen hedder, viser os den aftensmad, som brændte på aftenen før, og forklarer at hun prøver at lære kvinderne at komme i god tid, når de skal føde. Men ofte kommer de i sidste øjeblik og midt om natten og ”what can you do?”, som hun siger. Men nu er det morgen, og der sidder allerede en håndfuld patienter udenfor klinikken og venter. Men det er nu ikke noget der stresser personalet, for det gør der næsten altid. Personalet øjner et lille frikvarter i forbindelse med vores tilstedeværelse, og vi får lov at konsultere patienterne. En lille dreng kommer ind med sin far i hånden. Han er våd af sved og har det tydeligvis rigtig dårligt. Vi undersøger ham og beder ham stige op på vægten, så vi kan se, om han har tabt sig siden den sidste konsultation. Idet han skal til at stille sig op, bliver han skubbet væk, og pladsen bliver taget af to fnisende kvindelige sundhedsmedhjælpere midt i 20erne, som pludselig har en lille konkurrence om, hvem der har tabt sig mest. Det er ikke ligefrem, hvad vi hjemmefra forstår ved patientpleje. Men det er vel svært ikke at lave sjov, når man altid er på arbejde.

Så bliver det faderens tur til at blive undersøgt, og der er absolut ingen ting i vejen med ham. Vi prøver at fortælle ham, at han er rask og trygt kan gå hjem. Det lader dog til at sprogbarrieren mellem vores engelske og det lokale stammesprog, sissali, er et problem. Han nægter i hvert fald at gå, og det eneste vi rigtigt forstår er ”injektion”. Vi får personalet til at oversætte, og de forklarer som en selvfølge, at han bare vil have en injektion eller i det mindste nogle piller. Når man nu har betalt sundhedsforsikring, så skal den jo gerne udnyttes. Han får et par vitaminpiller og alle er glade. Det er nemlig vigtigt for subklinikken at sende et signal om, at folk får hjælp når de kommer, for at sikre, at de kommer igen, når det er alvor. Da Kulfuos lokale smed for nylig kom til klinikken, kunne det nemlig ikke ordnes med et par vitaminpiller. Han havde arbejdet på en pistol, som pludselig var gået af og havde skudt en kugle op i panden på ham. Kulfuo subdistrikt sendte ham derfor hurtigst muligt videre til Tumu hospital, hvor distriktets eneste læge heldigvis kunne fjerne kuglen.

Selvom personalet i Kulfuo knokler, så er deres kvalifikationer begrænsede, og deres udbud af medicin er kun på størrelse med, hvad man finder hos en gennemsnitslig dansk hypokonder. Derfor må de af og til videresende patienter til Tumu distriktshospital og håbe på, at der er nogen i landsbyen, der kan køre dem. Vi har dog ikke haft nogle alvorlige sager under vores konsultation, og er nu nået til den sidste patient i køen. Det er en kvinde, som har en temperatur på 37,6 grader, hvilket i det ghanesiske sundhedssystem betyder feber og dermed malariatest. Testen er negativ, og også denne kvinde kan tilfreds gå hjem med følelsen af, at sundhedssystemet hjælper hende.

Vi er ved at være færdige for idag, men vil inden vi kører overraske personalet med vores hjemmelavede banankage. Desværre har vi lavet den fejl at putte glasur på, og flere af ghaneserne må derfor afvise tilbuddet. De har nemlig lært, at man får sukkersuge af at spise sukker. Tilgengæld vil de alle gerne have noget af det kolde vand, vi også har medbragt. For de har nemlig også lært, at hvis de drikker koldt vand, slipper de for at få meningitis. Mens vi filosoferer over denne skolede måde at tænke rationelt på, siger vi tak for idag. Vi bakker bilen væk under mangotræet, mens ”Svantes Viser” høres fra højtalerne gennem vores ipod. Tænder airconditionen og skæver til det ene velfungerende solpanel på taget af huset. På vej ud gennem porten kører vi forbi en gravid kvinde, der ligesom så mange andre patienter, har gået den lange tur på adskillige kilometer fra sit hjem og hen til klinikken i den ubarmhjertige middagssol, der nu er nået op på 43 grader i skyggen. Det er vel ikke så mærkeligt, at patienterne i det mindste kræver et par vitaminpiller for en sådan præstation!