Jeg vågner til lyden af de første dråber. På vores tag lyder det som dengang i folkeskolen, hvor jeg fik udleveret en metallofon og et par af de her følehornslignende tingester. Spil!
Anna Aaby, der er udsendt med IMCC-Uland til Ghana skriver om stilstand og forandring, når man arbejder i et uland.

Nu spiller regnen. Men inden længe er dråberne for mange, til at jeg kan skelne melodien. Så er det bare som torden på taget. Det er ikke tid at stå op endnu, men alligevel går jeg ud i morgenkåben og ser på himlen. I det gråhvide morgenlys ser jeg på regnen og på jorden, der bliver plettet og våd, og snuser duften af regn dybt ned i lungerne, inden jeg lægger mig ind under lagnet igen. Det varer ikke ret længe. Da det er tid at stå op er jorden næsten tør igen og luften allerede hed som sædvanlig. Alligevel er noget anderledes, tænker jeg. En forandring er på vej.

Stilstand og forandring

Forandringen er tiltrængt. De sidste mange måneder har der været knastørt her i Tumu. Ikke en dråbe regn er faldet siden en gang midt på efteråret. Her er brunt og gult og sort af sod fra græsafbrændingen i et bredt bælte rundt om huset. Der er støv alle vegne, på huden, i gryderne, i min mobiltelefon, der snart giver op. Rødt, fint støv, som kommer igen få timer efter at det er tørret væk. Jeg glæder mig til regntiden og til, at alting grønnes igen. Som jeg sidder her og tænker på det, slår det mig, at mange ting hernede skifter på samme måde som tørken og regntiden. Ja, vel ikke kun hernede, men sikkert også i resten af verden. Alting går jo i bølger. Historien, økonomien, livet...og udviklingsarbejdet.

Den første regn

I arbejdet hernede kan jeg nogle gange tænke, at intet i verden nytter noget, at alt hvad vi laver er til ingen som helst nytte eller i hvert fald højest til vores egen. Der er dage, hvor jeg føler det som om jeg er den eneste, der vil noget for ghaneserne og at selv ghaneserne er mere bekymrede for deres egen lønudbetaling end fremtiden for det land, deres børn skal vokse op i. Det er hårde dage. Men så vender det. Fra den ene dag til den anden ændrer hele oplevelsen sig. Noget dukker op. En uventet succes med en aktivitet eller et pludseligt gennembrud i samarbejdet mellem flere af vores partnere. Sidstnævnte skete f.eks. forleden, da en lokal NGO valgte at samarbejde med offentlige sundhedsmedarbejdere om dataindsamlingen til et studie IMCC financierer om brugen af frivillig HIV testning. Det er et af vores mål hernede at bygge bro mellem det offentlige sundhedssystem og civilsamfundet, og når det lykkes, så er det fedt at være IMCC i Ghana!

Bølgebrus

Bølger har forskellige størrelser. Der er de helt store om liv eller død, historiens gang, de, der vil stå tilbage i eftertidens leksika, og så er der de små, som jeg netop har skrevet om, dagenes skiften, hverdagens sejre og nederlag. Men ind imellem findes disse mellemste bølger. Bølger i menneskestørrelse. Vores livs bølger. I dag er jeg her i Tumu, i går var jeg i Danmark og imorgen er jeg igen i Danmark, men på en anden måde end i går. På næste bølgetop er jeg måske læge, måske på rejse, måske nybagt mor. I Tumu, hvor jeg ved, at tiden er udmålt, og jeg kun har mine fjorten måneder at gøre godt med, føles bølgerne mere nærværende. Jeg kan allerede mærke følelsen af snart at skulle sige farvel til alle de mennesker, jeg er kommet til at holde så meget af hernede, men samtidig kan jeg også stadig huske, hvor fremmed jeg var, da jeg kom, og jeg kan mærke bølgens sus – at jeg bevæger mig fremad.