Et portræt af det ghanesiske sundhedsvæsen set fra neden

Jeg kigger ned i årsrapporten, som har deadline i morgen. Sundhedsdirektøren er taget til Accra, og i hans fravær har sekretærerne og lagerfolkene smidt arbejdstøjet og plantet sig uden for IMCC’s kontor.  Mødrene har taget børnene med, og støjniveauet er som en international lufthavn.

”Boiiiinggggg!” 2-årige ”Old man” – som har fået sit navn, fordi han er en reinkarnation af sin egen morfar – er gået i gang med at banke på et jernrør med en stor sten. Hans mors opfattelse af sund børnepædagogik er en anelse mindre blødsøden end derhjemme: ”I’ll beat you,” brøler hun henne fra bænken. ”I’ll beat you, Ol’ man!” Truslen fremtvinger en kort pause i den metalliske dunkelyd, mens Old man forsigtigt gransker moderens intentioner. Fem sekunder senere: ”Boiiiinggggg!”

En af NGO-folkene, Sule, der tidligere har arbejdet her på distriktets sundhedsadministration, udtrykker det sådan: “Når chefen er ude, er der dømt ferie.”  Kontrasten til Sules verden – som mest består af unge energiske mænd – er stor: NGO-folkene udstråler den flittighed, dedikation, kritiske sans, ja den glæde ved arbejdet, som synes at være gået tabt i det offentlige system.  
En medarbejder træder hen til IMCC’s opslagstavle og snupper et A4-ark med reglerne for den ”Research for Health”-konkurrence, vi udskrev lige før jul. Den går ud på at formulere det bedste forskningsprojekt til gavn for befolkningen. Normalt har vores kollegaer ikke tid til andet, end det der står nedfældet i regionens fem-års plan. Den positive overraskelse bliver dog hurtigt til en skuffelse, da jeg opdager, at han blot er løbet tør for notespapir.

At arbejde på sundhedsadministrationen i Sissala East District er ikke det samme som at være ansat på et offentligt kontor i Danmark. Og det skyldes ikke kun den støvede gris, der lige nu piler tæt forbi kontordøren og stikker i et øredøvende hyl, som får Old Man til at holde inde med sit forehavende.
Hvis vi starter i toppen af hierarkiet, havde vi indtil for få måneder siden en sundhedsminister, der blev nødt til at træde tilbage på grund af den veldokumenterede Mabey-korruptionsskandale, som desværre involverede europæiske firmaer – og  endog regeringer.

Når sundhedsminister Dr. Yankey – som han vitterligt hedder – kan træde ved siden af dydens sti, er det ikke tilfældigt. Korruptionen strækker sig hele vejen ned til distriktets sundhedsadministration, hvor vi IMCC’ere arbejder, og selvom vi gør hvad vi kan for at forebygge og forhindre korrupt adfærd, har vi erfaret, at danske bistandskroner – der i dag udstedes direkte på en check til finansministeriet – i nogen grad er med til at fastholde et system, hvor der ikke bliver opfordret til at sætte kritiske spørgsmål.

Læs resten af artiklen på www.udvikling.dk