Som udsendt med IMCC-uland er jeg garanteret rutefart derud, hvor jeg ikke helt synes jeg kan bunde. Således også da jeg for et par uger siden stod ansigt til ansigt med direktøren for den sundhedsadministration, vi samarbejder med i Nordghana, der gerne ville have mig til at finansiere hans medarbejderes transportudgifter, så deres egen udsultede økonomi ikke skulle lide unødvendigt.

Til møde med Lektor Blomme

Det er med tøvende skridt at jeg går hen af betonbelægningen over gården på DHA (District Health Administration) på vej til directors kontor. Jeg føler mig som en lille skolepige, der skal stå ret for lektor Blomme i et pludseligt surrealistisk flashback til det forsømte forår, og som ved, at det bliver modbydeligt, og at selv om hun er uskyldig, står spanskrøret i hjørnet og hopper på sin ende af bare lyst til at svirpe gennem luften. Vi har lige holdt et ultrakort strategimøde: Jesper lægger ud, og jeg supplerer. Jeg trækker vejret dybt og træder ind på kontoret.

Det er ikke fordi DHA er et skidt sted at arbejde. DHA er et kontor ligesom alle andre med medarbejdere i alle klasser. Nogle meget engagerede og nogle meget lidt engagerede, nogle bragende dygtige og nogle tæt på uduelige, nogle i højt humør og nogle nøjagtig så sure som citroner. Det er heller ikke fordi kontorets leder er en led skiderik. Director er et dygtigt menneske, der på mange måder er en god leder. Han er kulsort, har kæmpestore hænder og fødder og en dertil svarende vom, og så når han op til lige under loftet. Ansigtet er venligt for det meste, med grove træk og store læber. Han har en god forståelse for at prioritere ressourcerne i distriktet og er fremsynet og som oftest med på at prøve nye initiativer af. Men i dag er han eddikesur!

Ikke en rød reje til Tumu

Det er ikke så let at være sundhedsadministration i det nordlige Ghana i disse tider. Finanskrise, det nylige regeringsskifte, der har betydet en spritny flok embedsmænd i ministerierne, og vores geografiske placering derude, hvor kragerne vendte om for længe siden, men hvor der er fint gang i gribbeynglen, betyder, at det står sløjt til med kapitalen. I hele 2009 er der ikke givet penge til DHAs sundhedsaktiviteter fraset en smule i januar måned, og til administration af foretagenet – deriblandt penge til brændstof, som er vældigt vigtigt, når der er så langt ud til de fjerneste dele af distriktet – er der kun givet penge i januar, februar og så april og maj, men de sidste to måneder har beløbet været halveret og der ventes stadig på frigivelsen af resten.

I dag er DHA helt desperat. De har ikke en rød reje, og der står syv unge sygeplejestuderende, der skal i praktik på subdistrikternes sundhedscentre og fnisende vente r på at blive kørt derud. Ingen havde nogen anelse om at de kom i dag. Director har spurgt os (som så ofte før), om vi kan give et lån, så der kan købes diesel til at transportere de unge frøkner. Det slår mig, hvor ydmygende det må være for en leder i hans position.

Veluddannet. Ja, han har oven i købet taget en Master i Public Health i Danmark, og på alle måder parat til at arbejde for distriktets sundhedssituation, og så må han kravle på sine knæ ind til os, som godt nok er en del af DHA som ”coopted member” af DHMT (District Health Management Team), men i bund og grund også bare er en flok naive studerende fra de hvides land. Sølle 50 Ghana cedis (under 200 kr) beder han om. Vi lover ham at tage sagen op og vende tilbage med svar, så snart vi kan.

Til forhandlingsbordet

Og det er svaret vi er på vej ind med på directors kontor. Kontoret er dunkelt, fordi skodderne er for vinduet. Der er fuld af mennesker i de bløde møbler langs væggen i det lille værelse. Hele DHMT er åbenbart troppet op og afventer ordrer. Der er en stemning som til et bestyrelsesmøde på en konkurstruet virksomhed. Ingen siger noget. Director sidder og skriver noget ned, han læser på sin mobiltelefon. Han ser ikke op. Vi sætter os forsigtigt.
Ghanesisk lederstil er – må vi erkende – ikke ulig Kaj Holgers jerngreb om ”Bella” i Krøniken. Der er tale om et nærmest patriarkalsk system. Du gør hvad chefen siger, hverken mere eller mindre. Specielt ikke mere, hvorfor egeninitiativet kan være på et meget lille sted, hvad angår de fleste, der nu sidder her i stolene. Men Director ved godt, at det er anderledes i Europa, og han giver os lov at tale og forklare.

Vi "Gap-filler" ikke

Director er ikke just i humør til hyggesnak, men vi gør for 117. gang opmærksom på, at vi ikke er en donor, men en samarbejdspartner, og at det vi primært har at tilbyde ikke er kapital, men hænder, hjerter og hoveder. Det ved han godt, director, og det ved vi, han ved.  I vores projektdokumenter er udførligt beskrevet, hvad vi har lov at bruge Danidas penge på, og hvilke mål det er, vi arbejder hen imod. ”Gap-filling” (det at donere penge eller materiel direkte uden forøgelse af modtagers kompetencer) er med god grund et tabu i udviklingsarbejde nu til dags, og selv om vi hjælper DHMT denne dag, kan vi jo på ingen måde hjælpe dem ud af den financielle krise, de står i. På den anden side er et fungerende DHMT en absolut forudsætning for vores projekt, og et af vores vigtigste mål er at kapacitetsopbygge netop DHMT. Vi har derfor efter svære overvejelser besluttet at yde lånet, men ikke uden videre.

Gennemsigtighed i køreplanerne

Vores position giver os en udsøgt mulighed for at tage spørgsmålet om gennemsigtighed i DHMTs brændstofforbrug op, og vi stiller krav, om at det skal være lettere at gennemskue for os og alle andre, hvad pengene bliver brugt til. Efter argumenteren fra begge sider bliver aftalen at lave en stor tavle, der skal hænge udenfor, så alle kan se den. Herpå skal noteres, hver gang en bil kører et sted hen, hvornår den kommer tilbage, og hvor langt den har kørt.
DHMT får sit lån, og vi kører selv nogle af de stadigt fnisende unge ”sygeplejersker to be” til Wellembelle, hvor vi alligevel skulle ud.

Fra forhandling til forsoning

Vi har begge stadig stemningen fra kontoret i kroppen, og jeg kan ikke helt ryste følelsen af directors frustration og næsten irritation over vores besværlige svar af mig. Men da vi er kommet tilbage fra Wellembelle og sidder på kontoret og ordner de sidste småting inden fyraften, kommer han ind. Han smiler. Vi snakker lidt om, hvor presset DHMT er, og han siger, at han godt ved, at han presser os: ”Men jeg må jo prøve i denne situation, ikke?” siger han med et glimt i øjet. Jeg svarer, at det forstår jeg godt, ”men du ved også, at vi ikke altid kan sige ja, ikke?” Så griner han hjerteligt og giver mig hånden i et håndtryk, der slutter i et af de her mærkelige knips, ghaneserne har for vane, når de hilser på gode venner. ”Jeg må gå”, siger han, mens han klukler, ”det er ramadan, så jeg har fastet hele dagen. Jeg vil hjem og stille min sult”. Det slår mig, da han er gået, om hele DHMT mon har haft lavt blodsukker i dag.

Anna Sofia Aaby, udsendt med IMCC Uland til Ghana.