Livet i San Lucas, Bolivia byder på mange oplevelser. Nogle af dem får virkelig en til at føle kulturforskellen tæt på.

Søvnpolitiet på vagt

Vi træder stolte ind over dørtærsklen, 2 timer senere end tidspunktet, vi er inviteret til, vi er ved at lære bolivianer tid. Fint skal det være for de tre repræsentanter fra IMCC, så vi bliver hver især placeret på en stol med udsigt over alle i salen. Kort efter starter de obligatoriske takketaler og jeg (Sidsel) prøver desperat at huske navnene på samtlige deltager, kan ikke, giver op, vælger den lette løsning: Tak for invitationen, det betyder så meget for os i IMCC at blive inviteret til dette møde. Forhåbentlig bliver det en udbytterig dag. Minuttet efter er der pludselig blevet valg 8 politimænd, hver få udleveret en stok og har efterfølgende til opgave at sørge for, at INGEN falder i søvn i løbet af mødet. Hvis man skulle være så uheldig at øjnene falder i, vil man blive banket vågen med stokken.

Mødet skal til at igang

Den værste afskedgave

Den mystiske kvinde, hvis navn vi rent faktisk stadig ikke kender, måske Gladys eller Claris, hmm det må blive i det uvisse, kom forbi på visit. Hvis det skal være helt rigtig ved vi faktisk heller ikke rigtigt, hvorfor hun pludselig er begyndt at komme på hyggebesøg i huset. Sidst havde hun sin hund med, som valgte at tisse op ad hylderne i køkkenet. Det er os stadig en gåde og lidt komisk, hvorfor hun er så glad for os, men samtidig er det selvfølgelig dejligt og hyggeligt! Da hun var her med hunden sidste gang, havde hun en gave med. Jeg (Sidsel) var optaget med at åbne vinduet, da det bankede på ruden i samme sekund som hun fandt gaven frem og hørte derfor ikke at vi kunne vælge en af de to YDERST HÆSLIGE PUDEBETRÆK hun havde taget med til os. Da jeg vendte tilbage til bordet lå disse to fremme på bordet, det ene grimmere end det andet, laksefarvet og solgult, wauw. Jeg kunne ikke få mig selv til andet end at sig, næææ ihhh og åhhhh, hvilket resulterede i at vi endte med at få begge. HVOR UHELDIG HAR MAN LOV AT VÆRE!

Filmen vi bare måtte se

Fire tøser fra hospitalet var ovre til hygge og pandekagebagning. Det er altid en rigtig sladderklub, der kommer ofte en masse sandheder på bordet og der bliver delt ud af diverse hemmeligheder fra nær og fjern. Den aften var på det punkt ikke anderledes. Aftenens store emne var undertrykte kvinder, der lever i et mandsdomineret samfund med en mand af den allerværste slags. Pludselig ledes samtalen over på filmen, som ALLE bare bør se, der netop handler om dette emne.

Filmen vi bare måtte se

Det er ifølge en af pigerne, den første film hun nogensinde har grædt til, mens hun har set den. Jeg aftaler at låne den og befinder mig aftenen efter godt puttet ned under dynen klar til denne perle af en film. Filmen var optaget i allerbedste Dallas-stil, dvs. hver enkelt scene blev skudt i kassen uden et eneste klip. Skuespillerne var middelmådige og havde en meget latinamerikansk tilgang til alt, dvs. enten var det hele helt i skoven eller også var det helt fantastisk. Midt i det mest kaotiske liv finder hovedpersonen pludselig Gud og han får rettet op på sit liv og det på trods af, han har talt til sin kone med ord, jeg ikke vidste eksisterede, bankede hende flere gange, været hende utro, deres barn dør i en tragisk ulykke og han hader hele hendes familie. JEG GRÆD IKKE EN ENESTE GANG. Hmm men hvad gør man så når filmen skal afleveres tilbage og man bliver spurgt, synes du ikke den var god? Græd du? Er det ikke i sådanne tilfælde at en lille hvid løgn er på sin plads? Kan man ikke godt forsvare at sige, jo den var bare så trist og god på samme tid, jeg græd også lidt.
De andre hernede mente dog jeg burde have svaret: Nej, jeg græd ikke, men Philipp gjorde.